Det sker i bo-grupperne
Traditioner
Traditioner er en vigtig del at vores liv - hele livet.
Det er vigtigt også hos os at man kan mærke se og føle årstidens skiften og ikke mindst de højtider som kalenderåret byder på.
Vi kan ikke opfylde alles særlige traditioner omkring højtider, men vi kan og vil sikre os at alle oplever noget særligt omkring højtiden.
Fastelavn
- Fastelavn i februar markeres med pynt i fællesopholdsrummene, og der serveres fastelavnsboller, som vi måske selv har lavet i bogruppen.
Påske
- I april lander påsken og en god påskefrokost er på programmet. Der laves farvede æg og pyntes med kyllinger og påskeharer i fællesrummene.
Pinse
- Pinsedag markeres også med en god frokost
Skt. Hans.
- Skt. Hans byder på opgaven at lave årets heks, der skal sendes afsted til Bloksbjerg på bålet. Vi skiftes i bogrupperne til at lave heksen. Det er en hyggelig og sjov aktivitet som mange kan være med til.
- Skt. Hans aften inviterer Fortegården alle beboere både fra lejlighederne og plejeboligerne til Skt. Hans spisning i cafe og festsal. Der serveres mad fra grillen med godt tilbehør.
- Klokken ca. 19.00 skal alle ud på den runde parkeringsplads og høre båltale og se heksen blive sendt afsted, imens vi synger midsommervisen.
Fortegården Festuge august/september
- Samtidig som hele Aarhus afholder festuge, har vi på Fortegården et ugeprogram med aktiviteter og underholdning på den runde parkeringsplads. Vi har tradition for at invitere plejehjemmet Skt. Olaf, Kløvervangen og Ok centeret til årets mesterskab i Krolf.
- På festpladsen kan man købe fadøl og grillede pølser og man kan prøve lykken i tombolaen.
- Det er en uge med fuld knald på med musik, samvær og gode oplevelser.
Efterår
- Der er sneget sig mere moderne traditioner ind i huset. Halloween og græskar lygter er blevet en tradition som vi har taget med på programmet.
Jul
- Julen fejres hele december måned både med aktiviteter og hyggeligt pyntede stuer.
- Beboernes pakkekalender er en hyggelig tradition og alle pakkerne der dagligt udloddes, hænger på håndlisten ned i bogruppens gange.
- SFOén i Viby kommer hvert år og går Lucia optog og så spiser vi luciabrød til eftermiddagskaffen
- I bogrupperne inviteres pårørende til julefrokost og småkagebagning sammen med beboerne. En rigtig hyggelig dag er det når alle er samlet og beboerne er værter for familien.
- Juleaften d. 24. er der julegudstjeneste med Ellevangkirken i Fortegårdens festsal. Alle er velkomne og efter gudstjenesten har vi lejlighed til at ønske hinanden en god jul med et lille glas og juleknas.
- Beboerne spiser risengrød til frokost og anden kommer i ovnen hen på eftermiddagen så der til spisetid dufter dejligt af andesteg i bogruppen. Hvis pårørende har lyst til at holde jul sammen med beboerne, er de meget velkomne til dette. Jo flere vi er desto hyggeligere.
- I juledagene er der selvfølgelig gode frokoster med det der hører julen til.
Nytårsaften
- Denne aften fejres med den menu beboerne har ønsket – der er vin i glasset og nytårs knallerter på bordene. Intet nytår uden de traditionelle nytårs hatte og fyrværkeri når mørket har sænket sig.
Orangeri 2022
I det tidlige forå blev vores nye orangeri opført på bagsiden af plejecenteret - ud til de grønne plæner og ved vores anlagte have med en lille dam, frugttræer og blomstrende planter.
Nu er møblerne på plads, og vi har plantet tomater og agurker i plantekasser.
Orangeriet er en dejlig plet til eftermiddagskaffen eller hygge i de tidlige aftentimer, hvor man stadig kan få gavn af solen og samtidig blive skånet for en kølig vind.
Her holdes der en lille pause efter træning i udeområdet sammen med Hans Kristian, Jakob eller Katerina.
Alle er velkomne til at bruge orangeriet.
Hverdagslivet på Fortegården
I plejeboligerne skal livet leves hele livet. Der er i dagligdagen mange gøremål også nogle som vi som personale skal fokusere på.
Der er de sundhedsfaglige opgaver og den praktiske hjælp som skal til for at hverdagen fungerer. I den udstrækning det er muligt skal vores beboere være med og således være aktive.
Der skal dækkes bord, rydes af, vaskes op, laves en god frokost og så videre. Er der nogle af vores beboere der kan og vil bidrage med disse ting hjælper vi dem til at være med.
Når alle disse ting er overstået er der stadig ting der skal fokuseres på for at vi lever bedst muligt. Der er fritidsaktiviteter og besøg som skal passes ind.
I vores dagligdag gør vi vores bedste for at der også er tid til hygge og oplevelser.
Her er lidt billeder fra sensommerens hygge stunder.
Vi har taget det nye orangeri i brug og der er dagligt besøg af beboere og personale til en hyggestund eller kaffe tår.
Vi har etableret kontakt til besøgshunde som kommer hver 14. dag til stor glæde for mange.
Ud over det har vi i løbet af ugen forskellige aktiviteter man kan deltage i hvis man har lyst, eks., sang og musik, mosaik, historie time med Jan og besøg fra vores frivillige der læser gode historier og hygger omkrng eftermiddagskaffen